Når disse linjer skrives, står Banebørstedagen for døren om en uges tid. Der har igen i år været arbejdet ihærdigt på at få afsluttet projekter eller delprojekter, inden vi skal have mange gæster på besøg til det sædvanlige gode arrangement.
Den 9. april holdt vi udviklingsseminar i klubben, hvor mange deltog, og der var god snak i grupperne om fremtidens medlemstilgang, aktiviteter i klubben, dagligdagen i klubben og mange andre løse, men gode emner. Der er nok for bestyrelsen at arbejde videre med, og tak til alle deltagerne for at bidrage med ideer og forslag. Noget er allerede sat i værk, og andre emner kræver lidt mere forberedelse i forbindelse med temaaftener, udflugter osv.
I klubben er der godt gang i ombygningen til et seniorvenligt anlæg, men stadig i et tempo, så der fortsat kan køres på anlægget. Ved Gedser har grundkonstruktionen taget form, og det kan efterhånden ses, hvordan stationen udformes. Der er også lavet første prøve på sportavleteknik, så stille og roligt former det sig mere og mere. I Helsingør er den flotte stationsbygning stort set færdig og er blevet rigtig flot. Alt i alt bliver Helsingør mere og mere færdig med flere bygninger og detaljer, og nu også med bryggeri (til tørstige sjæle) .
Via en række donationer har klubben modtaget en del modeljernbanemateriel. Bestyrelsen har sorteret det hele, og en del er taget fra til klubben, mens andet sælges og på den måde bidrager til klubarbejdet.
Af de mere enkle ting har vi investeret i, er to ens støvsugere, da de tidligere støvsugere enten ikke virkede ordentligt, og rør og andre løsdele hverken passede med det ene eller det andet. Det er vigtigt, at vi i det daglige har ordentligt og velfungerede udstyr til arbejdet. Ligeledes er der også foretaget indkøb af slukningsmateriel til det nye køkken og til værkstedet, så vi også holder styr på sikkerheden.
Som noget nyt, og i øvrigt en udløber af Udviklingsseminaret, holder vi sommerafslutningen mandag den 29. juni lidt anderledes i år, da vi indleder med grillede pølser og brød på græsset ovenfor klubben kl. 18.00. Kl. 19.30 fortsætter den sædvanlige afslutning i klublokalet. På den måde har vi 1,5 time til social hygge i lidt andre omgivelser en vanligt. Tilmelding er ikke nødvendig.
I juli holder vi sommerlukket, og mandag den 3. august slår vi igen dørene op til en ny sæson. Oplever du noget spændende på modeljernbanefronten henover sommeren, så tøv ikke med at sende et billede og et par ord til Særtoget, så også oplevelsen kan deles med andre i klubben.
Alle klubbens medlemmer, deres familier og venner af klubben ønskes en rigtig god sommer.
Thomas