Klubtur til Rostock den 8 / 4 1989

Mellem kl. 6.15 og 6.30 var vi 7 medlemmer + 3 påhæng, hvoraf de 2 er forhåbentlig fremtidige medlemmer (sønner), der samledes på parkeringspladsen foran banegården. Det var det selskab, der skulle af sted til Rostock for at se på trafikforholdene på den anden side af jerntæppet. Yderligere et medlem blev samlet op undervejs, mens en anden havde måttet sige fra i sidste øjeblik. Af sted gik det til Gedser, hvor vi steg om bord på F/S Warnemünde. Nogle havde regnet med, at vi skulle med en DSB færge; men en sådan sejler kun på overfarten en kort periode hvert år. At det ikke er en DSB færge ses tydeligt på standarden. Hverken design, vareudbud eller rengøring kommer på højde med DSB's. Nå, men hvad rengøringen angår, så var den nu ganske hæderlig sammenlignet med, hvad vi senere så. En del af tiden på den to timer lange overfart benyttede vi til at udfylde diverse papirer, der var nødvendige for at blive lukket ind i DDR. Vores rejseleder (Olav) gav grundig instruktion i, hvordan der skulle skrives.

Ankommet til Warnemünde skulle vi så i land og gennemgå alle formaliteterne. En af vore turdeltagere havde en fejl i sit pas, et manglende prægestempel i billedet. Ordnung muss sein, så der blev fremskaffet fotografiapparat og fremstillet et midlertidigt pas, gyldigt denne dag. Vi havde hørt så meget om bureaukratiet, som er meget tungt at danse med; men det er trods alt mennesker, der skal administrere det, og de er skam også til at tale med. Det varede dog over 3 kvarter, inden vi var uden for hegnet (efter at have måttet vise pas 3 gange) og kunne begive os til banegården for at finde toget til Rostock. I stationsbygningen var der strømafbrydelse, så billetterne blev solgt i skæret fra stearinlys!

S-banen i Rostock bliver befaret med el-lokomotiver og toetages personvogne, sammenbygget 4 vogne til en enhed med styrerum i den ene ende. De går egentlig ganske godt i sporet og støjniveauet er rimeligt. Fra første sal er der en god udsigt, især hvis man åbner vinduet. Rengøringen gør man ikke meget ud af, vinduerne ser ud til at få en tur med gulvkluden, når man nu er i gang med den.

Vi skulle naturligvis også ud at køre med sporvogn, det var også en oplevelse at køre med vogne af en type, som i Vesttyskland er blevet kasseret for ca. 20 år siden. Det er for det meste 4-akslede ledvogne med svævende midterled, fremkommet ved sammenbygning af en toakslet motorvogn og bivogn, som man har lavet et midterled til. Ledvognen har så en toakslet bivogn på slæb. Der ses også toakslede motorvogne med 2 bivogne. Umiddelbart ser vognene ud til at være bygget for mellem 30 og 40 år siden; men der kan godt være genbrugt ældre teknik i dem. Højttalerannoncering af stoppesteder bruger man ikke, eneste lydsignal er et ringeapparat, der kimer, når dørene lukkes. Det skal lige nævnes, at vognene skam har polstrede sæder, hvilket ikke altid er tilfældet i sporvogne og bybusser i vore sydlige nabolande.

Vi nåede lige at besøge en forretning, der handler med modeljernbane. Udvalget var begrænset, men dog ikke så ringe, som nogen havde frygtet. Hvad vi var mest imponerede over, var indpakningen. Ikke noget med plasticposer, næh, gammeldaws papir og en snor omkring med en løkke til at bære i. De har nok ikke haft flere bærepinde, ellers havde vi sikkert fået sådan en i også.

Vores rejseleder havde været så forudseende at ringe og bestille bord, så vi kunne få noget at spise, og det var også nødvendigt. Alle borde var optaget de steder vi så, også hvor vi spiste på et kæmpestort hotel. Maden var udmærket og til en efter forholdene rimelig pris.

Vejret var pragtfuldt, så vi gik lidt rundt og så på byen. At det var helt vindstille gjorde at vi med det samme mærkede en karakteristisk ting for DDR.
I alle gader hang der en fed to-takts os. Biltrafikken er næsten lige så tæt som i vesten, og da ca. 40 % af bilerne er Trabant og 20 % Wartburg, begge totaktere.
Resten af personbilerne er hovedsageligt Skoda og Lada, med nogle Moskwitch, Volga ZAZ, Dacia og Polski Fiat. Derimod ser man kun ganske enkelte vesteuropæiske og japanske biler på østtyske nummerplader.

En anden ting, der slår én med det samme, er den vedligeholdelsesstand, husene har. Rostock er en gammel hansestad og minder på mange måder om Lübeck, byggestilen er den samme; men hvor man her gør et stort arbejde for at holde de gamle huse i stand, så lader man i Rostock bare stå til. Pudset revner og drysser ned, vinduer og døre har ikke set kit og maling i mange år, og når en rude falder ud, så sætter man et stykke pap i, indtil man engang får fat i et stykke glas.

Inden vi skulle med Færgen tilbage, gik vi en tur i Warnemünde. Det gode vejr havde lokket mange mennesker ud, så man skulle tro det meste af Rostocks befolkning var taget derud.

Kl. 18.30 satte vi igen foden på dansk jord i Gedser efter at have forsynet os fra det toldfrie supermarked på færgen. Nogle ville over og se remisen, mens de fleste hellere ville lige hjem. Det havde trods alt været en lang, men ganske interessant dag.

 

Hans Nygaard Jensen